Status i holdturneringen

Årets holdturnering nærmer sig sin afslutning. Og med resultaterne i den forløbne uge er vi tæt på at have en afklaring i vores grupper.

1. holdet har været den bløde mellemvare i 3. division. Hele 4 ud af 6 kampe er blevet tabt, til gengæld er holdet blevet ekspert i knebne nederlag (3 x 3½ p.), hvorimod 8-0 sejren over Ølgod trækker godt op i regnskabet. I princippet kan holdet stadig nå den præmiegivende 2. plads, men det kræver at Silkeborg kikser imod Ølgod til sidst. Nedrykningen skulle være afværget; med 1 point i sidste runde er vi matematisk sikre - med mindre Ølgod pludselig skulle trække sig og alle deres kampe udgår. I så fald vil der nemlig blive tæt kamp om 7. pladsen i den jævnbyrdige gruppe.

2. holdet er meget tæt på oprykning efter denne uges 4½-3½ sejr i topopgøret mod Skødstrup. Holdet har i år præsteret, hvad der har manglet de seneste år: Stabilitet! 6 sejre i 6 kampe. Forspringet er nu 4½ p., og med 3½ p. i sidste kamp er oprykningen 100% hjemme. I virkeligheden kan holdet formentlig tåle et endnu større nederlag, men det tror ingen vist på. Så jeg vover at ønske tillykke på forhånd! Det bliver dejligt at få to søndagshold igen i den kommende sæson. Det giver lidt mere liv i spillelokalet til hjemmekampene. Og det bliver en god udfordring til flere af de fremadstormende talenter vi har i klubben.

3. holdet er jo i princippet oprykker i år, eftersom sidste års 3. hold blev erstattet af klubbens 4. og 5. hold i A-rækken. Så sæsonmålet har været overlevelse i A-rækken, og det mål er man ret tæt på at have nået.  Ugens kamp bød ganske vist på et skuffende 2½-5½ nederlag til et af de andre "bløde" hold, Tjele, men Hinnerups hold er faldet noget igennem i denne række, og de henter næppe de 5 points de hænger efter i sidste runde.

For 4. holdet ser det lidt sværere ud. Med 4 p. op til Brabrand før sidste rundes indbyrdes opgør er kravet jo klart: En 6-2 sejr! Mærkeligere ting er da hændt gennem tiden, men det er nok ikke noget sandsynligt resultat, da Brabrand også på papiret er det stærkeste hold. Men selvom 4. holdet må sige farvel til A-rækken, så vil jeg alligevel tillade mig at tage hatten af for holdets indsats! Holdet har scoret over forventet score i alle kampe på nær mod Viby 2 - og har dermed også en væsentlig andel i 2.holdets succes!

B-rækken har været en underlig størrelse i år. Når man tænker på at 5. holdet sidste år vandt B-rækken, så er det noget overraskende, så mange bank vi har fået i denne sæson. Men vi har nok været uheldig med at komme i gruppe med tre klubber som har oplevet stor medlemstilgang på det seneste. Skødstrup, som indlemmede Hornslet i klubben, Rokaden som er en sammenlægning af Randers 46 og Tårnet, samt Skolerne som har forstærket deres divisionshold væsentligt, med den forskydning det så giver ned gennem rækkerne. Men 5. holdet kan så trøste sig med at få en rigtig finale, med et tæt bundopgør mod Ebeltoft. Sidstepladsen betyder - i hvert fald i teorien - nedrykning.

Sidste runde i 3. division spilles søndag den 14. marts i Herning. De øvrige rækker spiller alle tirsdag den 16. marts på Niels Ebbesens Skole i Skanderborg.

/Steen

 

 

Nyheder