Holdturneringen 2003/04

Evaluering og et kik frem mod næste sæson.

Den afsluttende runde i holdturneringen fik præcist det resultat jeg havde spået forinden. Klubben har fået et nyt mesterrækkehold, og samtidig måtte 4. holdet sige farvel til A-rækken. Her er en gennemgang af de enkelte holds præstation, og nogle betragtninger om hvad vi kan forvente i næste sæson:

1. holdet var kommet i den klart stærkeste af de to jyske 3. divisioner. De tre nedrykkere, SK 1968, Silkeborg og os selv var havnet her, og vi sluttede som nr. 1 til 3. Man kan sige at det var lidt ærgerligt at nedrykkerne ikke havde en fair chance for alle at returnere til 2. div. med det samme, men skal vi være lidt selvransagende, må vi vel sige, at vores hold ikke har styrke til 2. division p.t.   Vi mangler ganske enkelt 2-3 spillere mere med ratingstyrke 2200-2300 (og gerne højere...) for at kunne begå os. Når vi så taler om rating, viser en hurtig sammentælling at vores samlede forventede score for de 7 kampe var på 29,07 og at vi rent faktisk opnåede 30,5 p.  Altså et rimeligt tilfredsstillende resultat, selvom det (med Viby-brillerne på) godt kunne være blevet til flere points i mange tætte partier - især i de første kampe.

Hvad så med næste sæson? Nu er vi jo kommet af med det meget stærke hold fra SK 1968, og nedrykkerne fra 2. division ser vel heller ikke helt så skræmmende ud: I alt 4 hold fra vestkredsen rykkede ned: Sydøstfyn, Læseforeningen, Kjellerup og Evans, hvor de to førstnævnte (og stærkeste) med garanti havner i 3. divisions fyn-kreds, gruppe 3. Om vi så havner i grupper med begge de to øvrige nedrykkere, må tiden så vise, men et eller andet hold skal jo flyttes op i 3. divisions nord-kreds, og hvis det ikke bliver Kjellerup, er vi vel selv et bud? Og begge dele er vel acceptabelt for os. Vi agter vel at hænge på i toppen igen, men den før omtalte forstærkning vil jo være meget velkommen - også for 2. holdets skyld!

Og netop 2. holdet har jo haft en forrygende sæson. A-række II blev vundet i suveræn stil, først og fremmest takket være nogle suveræne scorer af de unge folk på holdet. Alene 3 spillere, Andreas, Thomas og Peter, scorede 16p ud af 18 mulige!   Men generelt scorede alle på holdet godt. Mest beskrivende for holdets stabilitet i år er vel - ud over at man vandt alle kampe - at holdet præsterede over forventet score hver gang. I alt var holdet forventede score 31,05. Slutscoren blev imponerende 39 p.

dvo05.jpg (17707 bytes)
Andreas Sørensen og Thomas Blum 10p./11 !

Næste år hedder det så mesterrækken - og søndagsskak. Hvordan holdet så kommer til at se ud, er jo svært at spå om lige nu. Dels kan der jo komme forstærkninger til, dels har vi et par stærke spillere der ikke har været ret aktive i år, og endelig er flere spillere jo i en rivende udvikling p.t.  Fra 3. holdet presser især Jens (kandidat til 1. holdet?) og Asbjørn sig på. Holdets ambition må vel i 1. omgang være at stabilisere sig i mesterrækken, og det mener jeg også må være en realistisk målsætning. Og så kan det slet ikke udelukkes, at klubben har to divisionshold om et par sæsoner...

dvo01.jpg (17037 bytes)
Jens og Peter, hhv. 4/7 og 6/7

3. holdet fik det som ventet svært i A-række I. Hovedmålet for sæson var at undgå sidstepladsen, og selvom det endte med en 7. plads, var vi da heller ikke i nogen reel nedrykningsfare. Der blev scoret pænt over hele linien, med Jens Fogh på 2/3 bræt som topscorer på holdet.  I den kommende sæson bliver holdet pludselig klubbens eneste repræsentant i A-rækken, og så stiger opmærksomheden og forventningerne fra vi andre jo mærkbart!  Erfaringen siger, at 3. holdet vil blive forstærket, når det pludselig er klubbens højst rangerende "ikke-søndagshold".  Mit bud på en placering i rækken til næste år er derfor en placering lige under toppen.

4. holdet rykkede som forventet ud af deres A-række. Alligevel kan holdets præstation næsten ikke lovprises nok! Trods den rystende start mod Viby II (½-7½), bevarede holdet moralen helt til slut, og præsterede over forventet score i samtlige øvrige kampe. Nu var den forventede score også ret lav(!), så det kunne ikke ændre på det faktum at holdet ikke havde klasse til A-rækken. Kurt Aalbæk, med den imponerende score 5½/7 er muligvis ikke helt enig i dette...  Men skal vi ikke tro på at der bliver (endnu) en positiv historie at fortælle om 4. holdet til næste sæson?

5. holdet overraskede vel lidt negativt med sidstepladsen og bare 10½ point i deres 5 kampe i B-rækken. Ser man på hvad matematikken fortæller, burde holdet have scoret   12,62 (hvordan man så bærer sig ad med lige præcis det!). Man kan vel sige, at denne statistik mest af alt viser, at holdet ratingmæssigt VAR det svageste hold i gruppen, og at B-rækken altså var betydeligt stærkere end sidste år. Holdets topscorer blev Cathrin med flotte 3½/5 (ratinggevinst på 148p.).

eft03-01.jpg (19550 bytes)
Holdkaptajn Torben og topscorer Cathrin

Og næste sæson?  Tja...flere nye medlemmer presser sig jo bl.a. på til holdet, og det vel et spørgsmål om ikke klubben skal have et ekstra hold med i turneringen næste år. Selvom holdet sluttede sidst, kan vi sikkert godt bevare pladsen i B-rækken, hvor der de seneste år nærmest har været fri tilmelding. Men vi må jo se hvordan medlemslisten ser ud, når det  igen bliver 1. oktober, hvor tilmeldingen skal ske.

/Steen

Nyheder