2. division, 3. runde

Randers - Viby  4 -4

Af Steen Andersen

Forud for sæsonen udpegede jeg Randers til at være vores værste konkurrent til oprykningen. Så i betragtning af vores flyvende start med 14½ p. i de to første runder, burde uafgjort i det indbyrdes møde jo være tilfredsstillende. Randers startede jo også med at slå ratingfavoritterne fra Nordthy 4½-3½, så det er et stærkt hold. Imidlertid tabte de den udsatte kamp mod Aalborg II med hele 2-6 og meldte sig vel dermed ud af oprykningskampen, hvorimod Aalborg i allerhøjeste grad er med i kampen nu.

Dagens kamp fik en lidt tung start, da Kristian og undertegnede hurtigt kom en bonde bagud uden at vi kunne prale af markant kompensation. Kristians gambit kom ikke bag på modstanderen, til gengæld spillede jeg en vanvittig fingerfejl mod min modstanders gambit. Den fejl kostede hele to bønder, så slutresultat blev at det var mig der spillede gambitspil. En rigtig træls oplevelse, fordi resten af eftermiddagen så var opad bakke, inden det til slut lykkedes at holde slutspillet remis. Skal der siges noget positivt, så er det da et tegn på styrke, at det både for Kristian og mig lykkedes at holde det halve point.

Lars tog en forholdsvis hurtig remis i en bekvem stilling. Der var ikke tale om nogen stor fordel, men en af den slags stillinger, som man godt kunne bruge i en sidste runde hvor man var presset til at spille på gevinst. Men det kan jo omvendt også gå galt, hvis man afslår en remis. Spørg bare Jakob!  Jeg havde adskillige gange kigget bekymret på Jakobs stilling. Umiddelbart ville jeg i hvert fald helst have haft modstanderens brikker, så jeg var noget overrasket over efterfølgende at høre, at Jakob havde afslået remis på vej mod sit nul. Det rygtes, at holdkaptajn Jesper havde bedt Jakob om at spille videre - dog under betingelse af at han ikke lavede "nogen tåbelige træk". Den sidste del af beskeden var vist ikke trængt helt ind hos Jakob, men som sagt - stillingen var ikke let i forvejen

Jesper, Morten og Henning havde til gengæld stillinger som må betragtes som chancerige. Men måske havde modstanderne flere ressourcer end man umiddelbart kunne se, for alle sluttede med fredelige remiser inden træk 40.

Dagens mand i skysovs blev derfor vores 8. bræt, Peter. Der blev spillet frisk til, og mine bange anelser om at det måske også var for friskt, blev gjort til skamme. Det så nydeligt ud, og så fik vi da en enlig pind på tavlen. Dermed er Peter også holdets topscorer, og den eneste der endnu er med i kampen om et skakur (for maksimumsscore i divisionsturneringen).

Kampen i tal her.

Dagens kampe viste sig at flaske sig særdeles godt for os. Aalborg II spillede 4-4 mod bundproppen Vejgaard, og Nr.Sundby-Nordthy fik samme resultat. Dermed har vi stadig 1½ p. forspring - og fået overstået en svær modstander. Nu stiger spændingen frem mod topopgøret på hjemmebane mod Aalborg i næste runde!

Mesterrækken: VRS - Viby II  4 - 4

Fra 2. holdet indløber en melding om at vi var ret uheldige med at spille 4 - 4 mod VRS. Jens, Andreas og Berno tabte trods lovende stillinger, og Brian Nielsen bemærkede sig ved helt at udeblive fra kampen. Det er simpelthen uacceptabelt, når man kort tid før har givet tilsagn om at deltage! 

Men den positive del af historien er at Svend, Asbjørn, Thomas (3/3 nu!) og Eivind alle vandt.

I og for sig et udmærket resultat for 2. holdet, men ærgerligt at vi ikke vandt, når vi nu havde chancen. Skal vi overleve i rækken, er VRS nok et af de hold vi skal forbi. Men rækken er ved at dele sig i to, og Viby II er et af 4 hold der ligger indenfor en margin på 1 point.

Kampen i tal her.

Nyheder