Slutspil - åh nej!

Tirsdag aften, skak i klubben. En oase i den travle hverdag.  Vi forsvinder væk i nogle timer, indhyllet i magien fra de 64 felter. Skakspillet består jo heldigvis uforandret, på trods af vores fortravlede verden. Eller gør det? Tendenserne i de seneste år har været at også vores kære spil har gennemgået en forandring hen imod det mere stressede. Adskillige af klubbens medlemmer har garanteret aldrig hørt om begrebet ”hængeparti” – den skik/uskik, at man afbrød sit parti efter træk 40 og fortsatte det en anden aften. Der kan siges mange gode ting om hængepartiets afskaffelse – ingen søvnløse analysenætter efter man kommer hjem fra klubben, turneringen er blevet meget lettere at få afviklet, og man får ofte en dramatisk og tilskuervenlig afslutning. Men der er bestemt også en væsentlig omkostning. Man spiller stort set aldrig et rigtigt slutspil – i den betydning, at man kan fordybe sig og finde den rigtige gevinst-/remisplan.

Da jeg i divisionsturneringens 4. runde kom ud i et tårnslutspil (partiet er i blad nr. 109), slog det mig pludselig under partiet, at det var første gang i 8-10 år, at jeg sad i den situation at jeg rent faktisk kunne gennemanalysere et slutspil ved brættet!  I divisionsturneringen har vi jo sammenlagt 6 timers spil til et parti (7 timer for blot et par år siden).

Min pointe er ikke, at vi skal tilbage til hængepartierne – dem er tiden løbet fra – men jeg vil godt slå et slag for vigtigheden af at kunne sin slutspilsteknik! Jo mindre tid, desto mere brug for at have tingene på rygmarven. Enhver skoleskakspiller bliver terpet igennem ”teknikmærkehæfterne” med standard slutspil, og jeg kan kun anbefale alle at man tillærer sig de teknikker der er at finde i disse hæfter.  Lars Hougaard havde nogle artikler i klubblad nr. 103 til 105, som man f.eks. kan finde frem igen.

De fleste vil nok give mig ret i, at det er temmelig frustrerende at have brugt 4 timer en aften på at tilspille sig en teknisk vunden stilling, for siden blot at se det hele smuldre i tidnøden. Desværre ser man det ufattelig tit – og det gælder faktisk alle klasser i klubturneringen. Så med forbehold for manglede tid og manglende instruktivt materiale, vil jeg driste mig til at starte en artikelserie her. ”Praktiske slutspilseksempler fra klubben”, kan vi jo kalde den. Og hvis du har spillet et slutspil, hvor alt forløb stik mod al logik, så vil jeg gerne prøve at splitte det til atomer. Uden at jeg af den grund skal opfattes som noget slutspilsorakel.

Det nedenstående eksempel er taget fra klubbens alternative turnering. Her er ikke tale om et parti med en masse rablende fejl – blot et meget typisk eksempel på et vundet slutspil, som munder ud i en remis:

Dagens tema: Slutspil med lette officerer og merbonde.

slutspil.jpg (16446 bytes)

Thomas Schulz - Carsten Krauel, alternativ klubturnering.