Afbud . . .

Som nybagt turneringsleder til klubturneringen har jeg den fornøjelse at være med til at arrangere klubturneringen. Det er faktisk en stor fornøjelse. Tænk engang på alle de mange medlemmer, der melder sig som deltagere - det er skønt.

Det er også rimeligt overskueligt at få sat de enkelte klasser sammen, hvor der både er taget hensyn til oprykningsreglerne og til ratingtal, og få udarbejdet turneringsskemaerne. Og når dette er sket, er det heller ikke så besværligt, at få trykt turneringsprogrammerne. - At tilrettelægge disse ting er jo ikke noget
stort problem for en tidligere planlægningschef i en grafisk virksomhed. Men - der er et men! Det er ikke en grafisk virksomhed og det er ikke en professionel skakklub, hvor afviklingen af klubturneringen kan forventes at være prioriteret højest - der kommer afbud! Derfor har klubben også nogle regler om afbud, som skal følges. Disse regler skal kort repeteres her:

"Man kan melde 2 afbud til turneringen. Man kan ikke melde afbud til sidste runde i en gruppe. Man kan få et 3. afbud til et udsat parti, men det gælder kun den spiller, som ikke selv er skyld i udsættelsen. Men i princippet kan man ikke melde afbud til et udsat parti eller et hængeparti. En spiller kan melde, at vedkommende ikke ser sig i stand til at spille et udsat parti eller hængeparti og at han/hun opgiver partiet. Denne spiller undgår da en straf (advarsel/karantæne)".

Når der meldes et afbud, så berører det jo naturligvis to spillere. Den der melder afbuddet, og den spiller, der dermed står uden modstander. Vi er ikke en klub, der er barske regelryttere, men en klub, der forsøger at få turneringen afviklet på bedste vis. Men vi må gøre opmærksom på, at den modstander, der bliver "ramt" af et
afbud skal behandles korrekt. Og det kan betyde - for at overholde turneringsplanen - at der vil blive tildelt nogle point for partier, der ikke er spillet, fordi der er blevet meldt flere afbud end de i reglerne beskrevet.

En anden prioritering end klubturneringen - af mange gode grunde - kan altså for nogle medføre et tabt parti - uden kamp! Ellers er det en fornøjelse at være turneringsleder!

Red.